mandag den 18. januar 2021

Stilhed



 Over de dybe regnskove i Peru
svæver Harpy ørnen
stille, højt, voldsomt
under dens vinger, dagsrejser oppe af floden
synger en fugl
nej ikke èn.
Araens skrig, brølabens, myrernes listige fødder,
summen af insekter og cikaderne,
som tikkende bomber og fjerne motorsave.
Fløjtehønens vældige sang over urskovens kroner.
Sikke dog en masse lyd.

-

Sneen knirker under de slidte sko
granskoven holder lydene væk
kun sporadisk høres den
Sortmejsens melankolske kalden.
De ranke mørke træer råber i den manglende vind
mens et solstrejf mod alle ods
rammer et enkelt træ midt i den mørke skov.
Det lyser
nu råber træerne igen
de råber om stilheden
som en mastodontisk mur af
de fineste dun
holder skoven lydende væk.

Væk fra det svage jeg
og man ser at tanken kommer hjem
pludselig og uden varsel
står den lysende klart i den stille skov
og der kan ikke mere være tvivl
skoven fortæller noget
noget om stilheden
noget om hvor den kan bruges
i et sind så uroligt og trist.

Den føler pludselig på din sjæl
og glimtet fra det lysende træ
din trykken for brystet forsvinder
og da du rejser dig
fra den snedækkede skovbund
kan du igen fornemme dine sanser

og pludselig dufter der så umiskendeligt af kaffe.

onsdag den 13. januar 2021

Da far var dreng


 

 Jeg sad ofte på mit værelse
ikke af fordi jeg skulle skamme mig
jeg havde det bare godt der
blandt blomsterne på det brune tapet
og mine kapsler
fyldt med cykelryttere
måske var det mine helte 
måske var det bare kapsler?
Jeg tror egentlig ikke jeg havde brug for helte, 
jeg kan kun huske Zoetemelk
jeg troede han hed Sodomelk... Joop!
Men nu har jeg googlet det
han var nok ikke nogen helt
havde bare et sjovt navn
som Ardiles - Foboldspilleren.
Men jeg havde ikke brug for helte
jeg skulle ud hver dag
der var ingen helte
og ingen andre at lege med
men jeg skulle ud, det sagde min mor.
hun gav mig kærlighed.
uden at sige hun elskede mig
men hun gav mig kærlighed, 
fra vinduet i køkkenet kiggede hun ud
ud på mig og på regnen
for jeg skulle ud hver dag,
også når det regnede.
Alt det kom jeg til at tænke på da jeg gik en tur
da jeg så vandet fosse ned af kirkegade
kaskader i regnvejr
små floder
Jeg sejlede med frø fra græsstrå i de floder
hver dag
for det regnede altid og min mor elskede mig.
De forskellige frø havde forskellige former
og frøet fra raj græs var bredt og langsomt i floden
bredt og langsomt
jeg kunne lide det, jeg kunne nå at betragte det
nå at se det også bag mine pandelapper
når det flød stille afsted og de smalle frø fra flyvehavren var væk. 
Så så jeg på det brede frø, når det stødte på en forhindring
når det kom fri igen
et øjebliks krise, mens jeg med min vilje
kunne hjælpe den fri eller lade være
mens jeg sad under min blygrønne regnjakke, 
hørte på regnen, som i et telt
men jeg var elsket og jeg havde magt over græsstrået
og jeg skulle ud og jeg havde tid og jeg var barn og på vej, uden at vide det
og uden behov for helte fordi jeg heller ikke vidste det
og pludselig gik en bogfinke i vandet foran mig
mens jeg sad i mit regnvåde slag af vandtæt polyester.
på hug ved en vandpyt, med en bogfinke efter den havde sunget om regn 
og mor holdt øje med mig fra køkkenvinduet.