For tiden holdes jeg i kort snor
For tiden går jeg ingen steder
Uden min lille lortebrune taske
Det lyder måske lidt surt at kalde den lortebrun
Og også lidt synd for tasken faktisk
For faktisk så indeholder den jo
et sug fra livet, som den igen afgiver
med et optimistisk “Click”
For tiden er jeg måske også lidt sur
Ikke kun på tasken
Jeg ved det faktisk ikke rigtigt
For tiden afsøger jeg mine følelser,
Som en tårnfalk afsøger grøftekanten
Fra tyve meters højde, ja måske tredive.
For tiden letter jeg fra grøftekanten uden mus.
Men jeg må prøve igen.
For tiden går måske snart
Med min lortebrune taske over skulderen
Mens jeg fokuseret kigger på den samme plet
I grøftekanten hvor jeg lever.
