Mens det sortner for mine blå øjne
hører jeg dine sidste ord
mod den fjerne indre hinde
min isnende følelseløshed
september til tider er ramt af.
Under mig dunker
bilens grånende moterblok
hjælpemotor for mine skuldres svage bæreevne
når ordene bliver
stærkere i min krop
med kulden fæstnet i min
blege hvide krop
løfter jeg stille mit ufokuserede blik
der står du min frelsende engel
og giver mig roligt modet tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar