fredag den 13. november 2015

I det svage lys.

Uret ringer på et uvant tidspunkt. Udenfor er det MEGET mørkt og de første sekunder efter uret har ringet, er en kamp. En kamp for at få liv i kroppen og de drilske øjenlåg til at fungere.
Jeg skal op, jeg bliver hentet! Kan jeg nå at lave kaffe? Hvor har jeg nu stillet min kikkert? Fik jeg nu ladet batteriet op til kameraet? Har jeg sovet over mig? Har jeg i det hele taget sovet!

Ja spørgsmål er der nok af, når man aftenen før har fået en sms "Bartamsklire på Værnet, jeg kører kl. 4 i nat. Vil I med?"

For første gang i næsten 100 år, er denne Amerikanske vadefugl fra prærien, set i Danmark.

For første gang i næsten 10 år, tager jeg på en længere hittur efter en fugl.

Jeg beslutter mig for at lave en lille foto historie om min dag; mandag den 9. november 2015.

























tirsdag den 3. november 2015

Godt grej betyder alt.

Godt grej betyder alt! Det var essensen af et indlæg Brian skrev på Fotomalia for nylig.
Og selvfølgelig har Brian ret. Brian har altid ret, for Brian er en klog mand ;-)
Men Brian er også en dygtig fotograf.
Brian er en rigtig dygtig fotograf! Og derfor betyder godt grej sikkert mere for ham end for så mange andre. For naturligvis bliver ens billeder bedre, hvis man har godt grej.

Pointen for mig er, som det også bliver nævnt i kommentarfeltet til indlægget på Fotomalia, at man må gøre op med sig selv, hvad det er man gerne vil fotografere, og hvilket udtryk man ønsker at fremelske.

Derfor er dyrt grej ikke lig med godt grej. Og det nytter jo heller ikke at se mørkt på tingene, bare fordi man ikke har råd til at købe grejet. ;-)

Af bl.a. den grund har jeg valgt at bruge lidt tid, på at fotografere med grej, som samlet set ligger mig i under 2000 kr. hvis man skulle købe det i dag.

  • Jeg har brugt mit gamle D200, som sikkert har en værdi i omegnen af 1000 kr. 
  • Så har jeg en adapter ring til ca. 150 kr.
  • En Jena 50 mm. 2,8 (som jeg ikke ved hvor jeg har fra!) værdi måske 200 kr. 
  • Mellemringe til en værdi af ca. 250 kr. 

alt i alt ca. 1600 kr.

Men okay. Det er naturligvis fordi jeg syntes det er sjovt og jeg kan ikke tage de billeder Brian har taget og vil heller ikke, for det har Brian jo ligesom gjort, ikke?







søndag den 25. oktober 2015

Efterårets skygge

Fuld af håb
holder du din største fest
mens skyggerne fra 
dine mørke fingre 
strækker sig mod den 
uigenkaldelige sidste himmel

Med vemod nyder jeg 
sangene fra din fest, 
mens jeg tænker ved mig selv,
om du mon ved hvor galt det står til.
Mon denne evigt positive stræben
blot er dig?

 
 

mandag den 5. oktober 2015

Hjemme byggeriet

For nogle år siden byggede jeg min første hjemmelavede objektiv, hvis man kan kalde det sådan.
Nu har jeg haft fat i den igen og har også haft andet gammelt skrammel fundet frem. Det har været super sjovt og jeg har derfor valgt at skrive lidt om det på min blog.
Så her kommer første artikel med lidt tips.

Jeg har en kasse eller to med lidt forskelligt brugbart og mindre brugbart fotomateriale. Heri fandt jeg et par gamle linser, som jeg ikke havde noget specielt varmt forhold til.

Dem satte jeg op på mit bord sammen med et sæt skruetrækkere, en sjov lille nikon linse fra gamle dage og så lidt gaffa tape.

Jeg skruede bajonetfatningen af en gamel Nikon linse, så jeg havde en fatning der passede til mit kamera.

Herefter tømte jeg en gammel zoom for glas, så den kunne bruges som mellemring. En mellemring er i store træk et rør man sætter mellem kamera og objektiv, for derved at skabe en mindre nærafstand.

Den lille linse satte jeg yderst på mellemringen og herefter tapede jeg til det hele holdt nogenlunde sammen. 

Som en kursist for nyligt bemærkede, så behøvede jeg ikke være bange for den blev stjålet ;-)

Resultatet ses her og efterfølgende lidt billeder taget med objektivet.

Håber det vil inspirere til lidt leg med kameraet.

Du skal dog ikke blive skræmt, du vil være nødt til at køre manuelt på kamearet og fokus er fastlåst. Blænden er på mit ligeledes fastlåst, men du kan vælge at holde blænderingen fri for tape, så den stadig virker.

Alt dette kræver altså en ældre linse med manuel blænde.








fredag den 4. september 2015

Den dans(k)ende svinehund.

Jeg har hvad jeg behøver
og frygter enhver etnisk røver
men mit våben er had
i mit svøbte indre.
Med kåben tæt omkring mig
danser jeg ubønhørligt 
på din grav.

Afvæbnet og kold
stjæler du mit selvværd
med dit barn vuggende
i bølgens sidste skvulp.
Men med kåben tæt omkring mig
danser jeg ubønhørligt
på din grav.
 
Historien skræmmer mig ikke
trods blodige spor
jeg kender min ret 
og smiler koldt.
Og med kåben tæt omkring mig
danser jeg ubønhørligt 
på din grav.

lørdag den 6. juni 2015

En præsts prædiken

Med sorte rande under øjnene 
og løftet peger finger,
prædiker jeg som den sorteste præst 
der forkynder guds ord.
Larmende gennem kirkens hvide rum
banker mine ord mod de rolige kolde mure.
Men den gud, hvis ord jeg forkynder
har ingen rum, ingen frygt, ingen mure.
hun har blot kærlig rund hensynsløshed!
hun er naturen
og hende kan selv ikke gud tale imod.

onsdag den 27. maj 2015

Velfærd

overmandet af valgkamp
sidder du nu roligt på mit bryst
mens jeg næsten livløst
spræller med mine ben.
Som en boblende stjernehob
i mit hoved
 kører i mine sidste minutter 
Så mange værdier
og argumenter.
Imens handler dine sidste 
ord om velfærd.



 

torsdag den 7. maj 2015

Jeg elsker min skov

Jeg elsker min skov
den er så grøn
under den blå himmel.
Jeg elsker min skov
åh, hvor jeg elsker den.
Men jeg skal have ordnet stien,
så vi kan komme rundt.
Og de væltede træer
de skal jo væk,
der ser så nusset ud og der gror svampe.
Jeg elsker min skov, 
men svampene....
nogen spiser dem og blir skæve
og dem vil jeg ikke ha' ud i min skov,
så svampene...
og fuglene.
Og fuglene de skider på 
de lange lige bøgestammer
og larmer så man får ondt i hovedet, 
og folk med kikkert kommer i min skov
og dem vil jeg ikke ha' ud i min skov.
Og rådyrene..
Rådyrene bider de nye skud på træerne
og fejer barken af med deres tossede gevir.
Og de lokker ulve til
og dem...ja, de æder sgu mine børn
dem vil jeg slet ikke ha'
 
Men jeg elsker min skov.

tirsdag den 28. april 2015

Luften i april

Mens smagen af årstidens 
opsparede ressourcer 
langsomt fortar sig 
som belægning der langsomt 
slides op,
Står du rank og smuk og vugger 
i vinden
som en søhest 
der formålsløst er gået på land.

Sådan smager du på luften 
mens du drømmer 
om dengang dit hav 
endnu var rent.

onsdag den 22. april 2015

Det første kys

Så tæt på undergang 
griber du om mit hoved
og trækker mine tanker
mod dengang 
da jeg første gang
kyssede dine grønne læber.

tirsdag den 7. april 2015

Forårets første følfod

Frodigt sender du 
de første skud mod himmelen.
Endnu før dine blade når overfladen 
sender dine blomster
et skud af forår gennem mine årer
Efterfølgende nyder jeg varmen i min krop
og den følelsesløse glæde
som driver mørket på flugt.

onsdag den 25. marts 2015

Er du bange for sensor støv?


Er du bange for sensor støv? Det skal du ikke nødvendigvis være.

Fredag formiddag, hvor himlen var overskyet og hukommelsen havde svigtet i forhold til solformørkelsen, stod jeg på min trappesten og sagde farvel til en god ven.
Tilfældigt kom jeg til at se mod den grå himmel og pludselig sled den næsten tildækkede sol sig gennem skydækket.
Skydækket var perfekt, da det var muligt at se direkte mod solen uden brug af briller og solformørkelsen lod sig opleve på aller bedste vis.

Efterfølgende skulle billederne overføres fra kamera til computer og pludselig er solformørkelsen krydret med et utal af små gråsorte pletter på billedet - støv på sensoren.
Men to af disse prikker sad faktisk meget heldigt og jeg har simpelthen valgt at lade dem sidde til glæde :-)

Samtidig med solformørkelsen fløj der faktisk en del fugle rundt, og jeg undrede mig over om de egentlig var i tvivl, om det var tid til aften træk. I hvert fald fik jeg fanget en, sammen med formørkelsen. Det er der blevet et par lidt alternative solformørkelses billeder ud af.


lørdag den 28. februar 2015

Soldatermyrens vagt.

Stående,
truer du med indfrielse
mens flyene lukker luftrummet
over vore hoveder.

 Kampen,
om de livgivende dråber
spilles fra galleriet
og jeg tørster.
 
Farvel,
til den blå himmel
 som farves rød
af myrens urin.

Snart,
taber vi kampen 
mens vi venter 
på den økonomiske gevinst.

lørdag den 31. januar 2015

Til min fætter

Som et spor gennem livet 
følges vi ad 
du går ved min side 
du smiler glad 
jeg kan ikke se dig og undres,
hvor mon du er.
 
Har du mistet livet?
Eller fik du et andet?
 
Mon livet er som et foto
det lille synligt spor 
som vi klamrer os til
på vej ud af rammen
der hvor det virkelige sker?

mandag den 26. januar 2015

På kanten af havet

På kanten af havet
finder jeg min skat
det svulmende kammer
af bæredygtigt gastronomi.
Men der er problemer
med min slægt...
De forstyrre min fisk!

fredag den 23. januar 2015

Sand

Solen danser 
Over sandets lyse hav 
Farver slører mit blik.

Asken fra skovens brand 
Knirker under fodens sål 
Varme under min negl.

Nåletynde hjælme 
Vejrer for vinden 
Lytter til denne umiskendelige lyd.

Drilske dråber af havet 
drikker af mine læber 
en smag af himlens stjerner
en smag af himlens stjerner.

tirsdag den 20. januar 2015

Spurvens sang


 
Vi kigger på men'sker - Hvorfor ik', hvorfor ik'
når vi sidder på min hæk
  Vi kigger på men'sker - Hvorfor ik', hvorfor ik'
måske om lidt er de væk
  Vi kigger på men'sker
mest torsdag, mest fredag, mest lørdag og
  Vi sir - Hvorfor ik', hvorfor ik'
måske om lidt er de væk. 
 
 Med tak for lån til Djämes Braun

mandag den 5. januar 2015

Bæredygtigt landbrug

Udsat for kassetænkning 
har mine sidste blade 
forladt min spinkle krop.
 
Nøgen er jeg efterladt
med jeres hånlige blikke i nakken.

Vemodigt bærer jeg
dråberne fra dit sidste slag i luften, 
og med tårer i de udtørrede øjne
hører jeg jeres bæredygtige stemmer
"Økologi betaler sig ikke"