Måske årets første vinterdag

                                                                        Der er så stille

Her, bag ved byen, på grænsen til skoven

Jeg går mod skoven

En Ringdue letter fra den sidste have inden skoven

Den er næsten vild

haven.

En lille skov før skoven

som en forstad til byen

Stille

Stille

Stille

bladende falder

de gule og de brune

de falder stille mod jorden.

Gærdesmutten holder øje med mig

mens den stille nejer, 

den knixer vel nærmest i knæene.

Pludselig kan jeg høre det

midt i stilheden

Bladene der falder, rammer grenene, 

rammer jorden

Det lyder jo som en lille bæk, 

der risler stille gennem skoven.

Dér...jeg hørte vinden i grenene, 

endnu mere rislen af blade.

Jeg hører hører en Skovskades hæse skrig,

den har set mig

jeg ser op gennem grenene, men ser den ikke.

Over skoven høres en larmende og råbende bande Alliker

ser dem gennem trætoppenes grene, 

mørke silhuetter mod himlen, 

de flyver hurtigt i løs flok - larmende,

lidt efter en enlig Råge,

alle sorte, sociale og kloge fugle.

Et lettere fløjt- højt og skarpt, 

men på en måde lille, høres gennem skoven

hurtigt!

Det er Vindroslen, smuk med de vinrøde undervinger,

men heller ikke den ser jeg.

Jeg nærmer mig udkanten af skoven,

træerne her er nøgne.

I det fjerne

høres sangsvanernes vemodige kald.

De synger som en teenag dreng med stemmen,

i overgang, forelsket, en overgang

og med et lille knæk i tonen.

En flok Bjergirisker i løs flok,

som Allikerne,

men små og med spinkle spidse børnestemmer.

Pludselig - En krage

Jeg er ude af skoven.

Himlen er blevet grå.

Nærmer mig husene, landsbyen, stien.

I et højt træ sidder en Stillits og småsynger helt i toppen.

Jeg kommer til at smile!

En fugl der synger smukt og med melodi,

ikke som efterårets trækkende fugle.

Husene

en hund gør bistert

en skødehund - arrig!

Et menneske råber

 hunden gør!

Stilheden

fortryllelsen er brudt.

Men kragen er der endnu 

kalder mig forsøgsvis tilbage, til dens drømmende eventyr univers

Kra' kra' kra'

mens den dukker nakken for hvert kra'

Nu, manden med hunden

jeg hilser, 

taler lidt om vejret og hunden.

En bil

snart er jeg hjemme.

Kragen følger mig, 

sært!

Himlen er helt grå nu.

Katten venter på trappen..

Kragen sidder på taget, jeg kan høre den.

Den har fulgt mig hjem.

Måske er den interesseret i det brød jeg smed

på græsplænen før jeg gik?

 

 

 

 

Behov

 

Hvad har jeg brug for?

Hvad mangler jeg?

Hvem mangler jeg?

Hvem har brug for mig?

Er der mon nogen der mangler mig?

Mon jorden mangler mig?

Har den brug for mig?

Jeg har brug for den!

Min lortebrune taske

 For tiden holdes jeg i kort snor
For tiden går jeg ingen steder
Uden min lille lortebrune taske
Det lyder måske lidt surt at kalde den lortebrun
Og også lidt synd for tasken faktisk
For faktisk så indeholder den jo
et sug fra livet, som den igen afgiver
med et optimistisk “Click”
For tiden er jeg måske også lidt sur
Ikke kun på tasken
Jeg ved det faktisk ikke rigtigt
For tiden afsøger jeg mine følelser,
Som en tårnfalk afsøger grøftekanten
Fra tyve meters højde, ja måske tredive.
For tiden letter jeg fra grøftekanten uden mus.
Men jeg må prøve igen.
For tiden går måske snart
Med min lortebrune taske over skulderen
Mens jeg fokuseret kigger på den samme plet
I grøftekanten hvor jeg lever.

Spor i sne

 

 

Med smagen fra havet
rullende over min tunges grå flade,
står jeg tankeløs og ser på dine fodspor i sneen.

Denne hvide dyne, som sikkert og omsorgsfuldt
Ligger sig over mine følelser
Og køler min pande en smule når de smelter.

Du var her
Det er jeg sikker på
Jeg ser jo stadig sporene

Et strejf fra solen ryster et træ og sender sneen
i frit fald - igen!
Drys i en stribe af lys ser jeg det.

Hen over de spor som så tydeligt fortalte om dig
Hen over min følelse af hukommelse
Min erkendte erindring.

Du var her
Det er jeg sikker på
Jeg ser jo sporene

Den sky som du kender så godt bryder pludselig ud
Og tømmer sig i en voldsom og stille åreladning
Og lyset forsvinder fra mine sølvgrå øjnes glans.

Den smeltende sne på min kind blander sig med salt
Og jeg smager havet igen
Mens jeg forsvarsløs holder fast i min tro.

Du var her
Jeg er sikker
Jeg så jo sporene.

De mexicanske trompeter

 

 

I det fjerne høres de mexicanske trompeter
Jeg er sikker på pigerne danser i flourlette kjoler
Mens mændene
har stukket en cigaret i brunt papir
ind under skægget.
Det fine skæg som stadig lidt spredt
Men friskt pryder den unges overlæbe
De ser på de dansende piger.
Omkring dem lugter sødligt af sved og tequila
Den tørre jord støver smukt i takt til trompeterne

Jeg tænker det ligner livet,
Mens jeg besværligt trækker vejret,
Som et tyndslidt lagen ud over min seng
Før du kommer på besøg,
Så tænker jeg det er livet.

Jeg tænker jeg må derhen i morgen
Måske tidligt, før trommerne går i gang
Og mens trompeterne stadig spiller
Jeg kan mærke at kroppens bevægelser er klar
Klar til at svinge hende under min arm
I en glidende bevægelse mens jeg ser på
de grågrønne og brune stråler
hendes øjne består af
og glansen matcher de kulørte lamper under halvtaget.

Hun venter helt sikkert på mig, det er jeg sikker på
Mens hun holder kjolen i den ene hånd og svinger rundt
Ser lidt på den unge fyr i baren og smiler
Men jeg er sikker på hun kun danser med mig
Og hun venter til i morgen.

Mens jeg venter på det skal blive i morgen
Kan jeg høre latteren
Som om de unge piger strækker halsen og
ler af kærlighed til livet

Da jeg åbner øjnene
Ser jeg søen
Diffust som et usagt udsagn imellem os
Med gårsdagens måne lysende i vandspejlet
Som den sidste glød af en mexicansk cigaret

Har jeg mon sovet for længe?

Noget om tro

 Hvad mener du om tro
Hvad mener du med tro
Hvad mener præsten, munken og paven?

I en storm fra sydvest
En sommerdag i fjord
Der delte min tro sig i to
Den revnede på midten
Med et kampklart Z
Jeg troede på mig selv
men virkeligheden blev til en kopi
Vendt på hovedet og genudsendt
Uden chance for tillidsfuld vished
Pludselig falmede min tro
Og bag den dukkede beviset op
Først som en grynet ustruktureret masse
Senere som et klart og utvetydigt selv
Et sikkert og klart syn af den virkelighed
Som ikke kan ses.

Hestens dilemma

 Jeg har det godt, her i min bås

det har jeg virkelig

jeg får mad hver dag i min bås

mennesket kommer hver dag og gir mig min mad

så jeg har det godt

Nogle gange så børster den mit hår - mennesket

så trykker jeg mulen mod dens skulder.

Jeg ser godt ud bagefter

når jeg står her med nyredt pels.

Nogle gange sætter den perler i mit hår

De er fra Gucci, måske!

Uhh, så er jeg flot, her i min bås

jeg har det virkelig godt.

Så står jeg her, i min varme stald

 og nyder min udsigt

gennem mit lille vindue, 

mens perlerne glimter

i lyset fra lysstofrøret. 

Nogle gange flyved er en fugle forbi

det er mest de små hidsige skovspurve

der flyver forbi

jeg ser dem ud af mit vindue

også når det regner

Men nogle gange er det den baske

tætte lille spurvehøg der flyver forbi

så tænker jeg på frihed

og hvor fri jeg er i min lille bås.

Jeg er fri for løver og ulve

jeg er fri for regn og slud, sågar hagl

er jeg fri for.

Jeg er fri for selv at lede efter min mad

og fri for at tænke på andet,

end at nyde hvor smuk jeg er 

jeg er heldig at være så fri.

Nogle gange bliver jeg lukket ud

og får den smukke saddel på

så kommer den - mennesket

og nusser mig og gir mig kærlighed.

På vejen ud, med mennesket på ryggen

så ser jeg en bunke af fjer

makabert spredt

foran vinduet.

Måske var det en fugl som ville ind til mig

i friheden

ind for at være fri

fri for den jagende høg

fri for at slås om mad og om kvinder

fri for jaget af bekymringer.

 

Herinde fra min frihed

ser jeg når det bliver aften

og solen går ned i horisonten

så giver det et underligt jag i min mave.

Så spiser jeg lidt af den dejlige havre

jeg har fået

og betragter mine smukke negle.