Stilhed

 Over de dybe regnskove i Peru
svæver Harpy ørnen
stille, højt, voldsomt
under dens vinger, dagsrejser oppe af floden
synger en fugl
nej ikke èn.
Araens skrig, brølabens, myrernes listige fødder,
summen af insekter og cikaderne,
som tikkende bomber og fjerne motorsave.
Fløjtehønens vældige sang over urskovens kroner.
Sikke dog en masse lyd.

-

Sneen knirker under de slidte sko
granskoven holder lydene væk
kun sporadisk høres den
Sortmejsens melankolske kalden.
De ranke mørke træer råber i den manglende vind
mens et solstrejf mod alle ods
rammer et enkelt træ midt i den mørke skov.
Det lyser
nu råber træerne igen
de råber om stilheden
som en mastodontisk mur af
de fineste dun
holder skoven lydende væk.

Væk fra det svage jeg
og man ser at tanken kommer hjem
pludselig og uden varsel
står den lysende klart i den stille skov
og der kan ikke mere være tvivl
skoven fortæller noget
noget om stilheden
noget om hvor den kan bruges
i et sind så uroligt og trist.

Den føler pludselig på din sjæl
og glimtet fra det lysende træ
din trykken for brystet forsvinder
og da du rejser dig
fra den snedækkede skovbund
kan du igen fornemme dine sanser

og pludselig dufter der så umiskendeligt af kaffe.

Da far var dreng

 

 Jeg sad ofte på mit værelse

ikke af fordi jeg skulle skamme mig

jeg havde det bare godt der

blandt blomsterne på det brune tapet

og mine kapsler

fyldt med cykelryttere

måske var det mine helte 

måske var det bare kapsler?

Jeg tror egentlig ikke jeg havde brug for helte, 

jeg kan kun huske Zoetemelk

jeg troede han hed Sodomelk... Joop!

Men nu har jeg googlet det

han var nok ikke nogen helt

havde bare et sjovt navn

som Ardiles - Foboldspilleren.

Men jeg havde ikke brug for helte

jeg skulle ud hver dag

der var ingen helte

og ingen andre at lege med

men jeg skulle ud, det sagde min mor.

hun gav mig kærlighed.

uden at sige hun elskede mig

men hun gav mig kærlighed, 

fra vinduet i køkkenet kiggede hun ud

ud på mig og på regnen

for jeg skulle ud hver dag,

også når det regnede.

Alt det kom jeg til at tænke på da jeg gik en tur

da jeg så vandet fosse ned af kirkegade

kaskader i regnvejr

små floder

Jeg sejlede med frø fra græsstrå i de floder

hver dag

for det regnede altid og min mor elskede mig.

De forskellige frø havde forskellige former

og frøet fra raj græs var bredt og langsomt i floden

bredt og langsomt

jeg kunne lide det, jeg kunne nå at betragte det

nå at se det også bag mine pandelapper

når det flød stille afsted og de smalle frø fra flyvehavren var væk. 

Så så jeg på det brede frø, når det stødte på en forhindring

når det kom fri igen

et øjebliks krise, mens jeg med min vilje

kunne hjælpe den fri eller lade være

mens jeg sad under min blygrønne regnjakke, 

hørte på regnen, som i et telt

men jeg var elsket og jeg havde magt over græsstrået

og jeg skulle ud og jeg havde tid og jeg var barn og på vej, uden at vide det

og uden behov for helte fordi jeg heller ikke vidste det

og pludselig gik en bogfinke i vandet foran mig

mens jeg sad i mit regnvåde slag af vandtæt polyester.

på hug ved en vandpyt, med en bogfinke efter den havde sunget om regn 

og mor holdt øje med mig fra køkkenvinduet.

Test nummer 280.000

 

Desillusioneret lyser himlen
uden stjernerne
mens vi målrettet
retter vores skyts mod
vores arts chance for overlevelse.

Målrettet tankeløst
pløjes vores sidste bastion
vores sidste tro på håb
ubønhørligt op af håbet om profit
støttet af os selv.

Vi flygter tankeløst mens himlen falder
og vender troen ryggen
mens vi håber på lykken
når nålen bryder huden
til vores næste liv.

Usikkert stiller jeg mig op i køen
Min ømme hals
fortæller at jeg har nået et mål
test nummer 280.000
og alligevel skal jeg dø.

Morgen

Når svalerne lyser som guld

og dampen fra min kaffekop
dugger mine brillers fintslebne glas.
Når føddernes let slidte hud
mødes med trappens natkolde cement.
Når naboen råber over hækken
“Så tar vi på arbejde!”
og disen ligger tungt over landskabet.
Når den kølige morgen
sniger sig ind under trøjen
og jeg kan høre dunkle lyde fra badet.
Når vandet løber i de grå rør
og jeg ved hun er i bad.
Når der pludselig kommer lyde
fra køkkenet og mågerne letter i stilhed.
Når stærene skulder ved skulder
afsøger banen for larver
og smagen fra kaffen virker i mit blod.

Når svalerne lyser som guld.

Tilbage til fremtiden

Forlod de mig mon

svævende i strømmen af situationen

hvor der nu igen syntes, at være flere biler på vejene

flere mennesker i gaderne, hvor jeg ikke før har været

og dog forekommer det mig at jeg har været der.

Duften fra bageriet, og kaffen forekommer mig bekendt

og summen i håndfladen

hver gang det trådløse net suger fra kortet.

Det forekommer mig bekendt

som en drøm fra min barndom

jeg ikke kan huske

en følelse af brændende balder

efter hånden har forladt dem

med ben der forsvinder ned i gadens grå fliser

som om de sover

klokkerne fra dørene der åbner

og duften der siver ud, brændende

som jeg næsten kan huske det.

Jeg er i tvivl om savnet

mangler jeg dette eller er tiden gået for hurtigt?

Jeg havde lige fundet mig til rette

uden at føle det rette

som en hver jo ved hvad er

i bagklogskabens blinkende lys

måske set fra diskotekets baglokaler

umiskendeligt

grådigt dunkende musik lavet på computer.

Jeg savner tiden som jeg ikke tror jeg har

tiden som de er ved at tage fra mig igen

jeg nåede det ikke

jeg skulle have været dygtig til noget,

jeg skulle have øvet mig

i andet end at ligge på sofaen

det er jeg dygtig til

jeg kunne have lært at kende forskel på rødvinen

på god og på dårlig

kaste vinen rundt i glasset

kende duften og gardinerne, ikke mindst gardinerne

smagen fra de røgfyldte lokaler, hvor gardinerne

dufter surt og lidt af peber.

Det er lige gået op for mig at tiden

kan være ved at være slut

for næsen af mig

mens jeg suger oplevelsen af delfinen i Aalborg

helt ned i de lunger der er så belastede

de lunger som det hele handler om

de lunger som Mette syntes vi skal passe på

så vi skal blive hjemme.

Men det er mine lunger og tiden er knap.

Mit navn er Günther

Jeg holder sådan set

af hverdagen

af morgenen med kaffekoppen

i den bedste stol

eller dybest i haven, hvis vejret tillader

Men naturligvis først

efter jeg har hilst på katten

givet den mad

Så holder jeg af hverdagen

og måske også lidt af Dan Turell

og Jørgen Leth

Men rytmen i min hverdag

den banker i en melankolsk

trompet og en mystisk insisterende guitar

Pludselig er intet mer mig helligt

og jeg får lyst

til at hilse på min nabo

evt. med en smøg

og bagest i haven flyver hættemåger

med deres portvinstud

over min svage vokabilistiske verden

hvad mere er der næsten at sige?

har han ikke sagt det hele

har han ikke sat ord på hele mit liv

Jeg har fulgt ham i tykt og i tyndt fra

Sjælland

til London og Paris

og glædet mig over melankolske

let skjulte spydigheder

og indbyggede modsætninger

Asocialt, som disse dage

gir teksten pludselig mening

Først nu forstår jeg sammenholdet

fra min egen bænk i haven

Et piftet lykkehjul ligger latent

i min sjæl og dog så fuld af forundring

glædes jeg over humoren

hver gang jeg kører gennem

Bjerringbro.

Tak Carsten

og tillykke!

I dag bliver du halvfjerds

og mit univers har du rykket

på kryds og på tværs

fra Hovedgaden 84 E

til den trettende dag.

Før var vi hjemme

Fra cafeen derude skriver min kone

hjem til mig

i min karantæne.

Vi har delt det lidt i mellem os

ufortrødent uanfæktet gør vi som myndighederne siger

hun har lige drukket det sidste af sin Latte

og skriver at hun lige tar

en Muscow Mule med en veninde

inden hun tar bilen hjem

inden hun tar bilen hjem

Jeg tænker en Muscow Mule

hvilken veninde, mon drikker det?

Vi har delt det lidt imellem os

Regeringens anbefalinger, altså.

Hun skriver til mig

i min karantæne,

fra cafeen,

at nu hvor hun er begyndt

at komme mere ud,

så skal jeg huske at være ekstra

opmærksom på vores sorte

Ibenholt dørhåndtag

Jeg må hellere rengøre dem en ekstra gang

en gang til, lidt mere ekstra

hun drikker sgu vodka

tænker jeg, mens jeg finder vores

änglemark rengørings middel frem.

Vi følger dem

retningslinjerne

Vi skal holde den afstand

og jeg har lyst til at give min søn et knus

men hun siger jeg er

i risiko gruppen

jeg risikerer at blive indlagt

ligge samfundet til last

jeg må hellere blive hjemme

Vi skal holde afstanden,

gøre rent og spritte hænder.

Mens vi med den hvide vaskede hånd

bruger løs af vores surt optjente midler.

Vi skal bruge penge!

Tilbage til samfundet

brug nu de penge

sprit dine hænder

hold din afstand

lig ikke nogen til last

det var så dejligt

i to måneder

uden at bruge en klink

jeg savner det egentlig

ikke.