Tilstand

Jeg tar turen
med ben så tunge som bly
Mens regnen usynligt støver min
grønne jakke mørkere.
Den står godt mod himlen - jakken!
Himlen, som afspejler mit humør 

min tro, min fremtid.
Mon den afspejler mine børns fremtid?
Kampen er blevet permanent
En verden i mod forandring
og jeg ønsker forandring
For mine børns skyld, for naturens og for livets
Livet uden for hjulet af skyld og penge
Livet som udtryk for den slags kærlighed
som udtryksløst smelter alle bjerge
og brænder alle skove
den efterlader dig forsvarsløs tilbage
med sod på fodsålerne og på ryggen,
mens du prøver at tænke de tanker
du før har tænkt, men ikke orker lige nu
Hvor du er så fyldt og afsondret

Jeg trænger til et bur
Hvor jeg kan låse mig inde
Hvor jeg kun har min egen verden
Hvor ingen blander sig, eller tænker på at lukke mig ud

Alligevel flytter jeg mine tonstunge ben
De laver huller i asfalten, hvor blomsterne spirer.

Søndendvinden

 

 

 

Strømmen ændrede sig i de dage

vinden kom pludselig fra syd og tog til
det var vel nærmest storm
men vinden var varm.

Jeg så hende kun flygtigt
med kjolen flagrede omkring sig
himlen så fyldt af metal
sandet mellem tænderne
fik denne underlige smag af jern.

Som når man har løbet for stærkt for længe

Jeg husker første gang jeg kom her
det er længe siden
det er vel nærmest mit sted
kysten har ændret sig siden dengang.
Man sagde hun var flygtet
men jeg tror nu slet ikke hun kan fanges
med mindre hun selv ønsker det.

Jeg så hendes smil
da hun så mig
og ilden i hendes øjne
hun må have været væk længe
men det var som om det netop var hende
der ejede stedet
jeg ville kalde på hende
men hun hørte mig ikke
måske kom der slet ingen lyd
vinden rungede så underligt i mit hoved.

Men nu har strømmen ændret sig.

Rengørings dag

 

Det er torsdag

På legepladsen råber nogle børn,
Mens jeg gør rent.
De virker glade.
En løs hund krydser fodboldbanen
Jeg bruger svanemærket rengørings middel
En gang om ugen.
I radioen spiller de Whitney Houston,
Hun er ikke min kop the, jeg tror jeg syntes det lyder som et råb om hjælp, mere end som sang.
Et råb om hjælp?
Nu spiser jeg nødder
Har gjort lidt rent
Men ikke nok,
Jeg tænker på mine børn
Mon de klarer sig?
Tænker du også på børnene?
Det er Kim's, de er de bedste
Jeg ser på posen, at de er fra USA
Og tænker hvor de mon er dyrket?
Var der mon prærie engang, der hvor de nu bliver dyrket? Så tænker jeg lidt på Rasmus Prehn
Tænker han er en svagpisser ligsom mig.
Landbruget bliver skånet og jeg gør lidt rent igen
Nu i stuen.
Nødderne spiser jeg af hver gang jeg kommer forbi skålen. 

Mine børn gør noget selv, men måske er det for sent 

Rasmus gør ingenting og han har magten
Eller er det landbruget?
De har i hvert fald store maskiner
Jeg tænker hver gang, at nu kan de vist ikke blive større maskinerne
Jeg har snart tømt skålen
jeg tænker nogle gange på hvorfor jeg får ondt i maven, 

når jeg ser de store maskiner.
Jeg skal gøre mere rent
Der er hele tiden noget, der er lidt beskidt
Måske skal jeg snart fylde skålen igen?
Der er jo mere i posen.
Jeg har aldrig smidt noget synligt i naturen
Min samvittighed er sådan set ren.
Men landbruget
I morgen kommer min datter
Så jeg skal nok gøre lidt ekstra rent i dag
Eller er det først lørdag?
Men jeg skal til København
Jeg tar bilen til København
Hvor mon du skal hen? Flyver du?
Hundens ejer kommer nu
Han kører på en el-scooter og drikker måske
En formiddagsøl sammen med de andre.
Jeg gør rent,
Men er der ikke stadig lidt beskidt?

Stilhed

 Over de dybe regnskove i Peru
svæver Harpy ørnen
stille, højt, voldsomt
under dens vinger, dagsrejser oppe af floden
synger en fugl
nej ikke èn.
Araens skrig, brølabens, myrernes listige fødder,
summen af insekter og cikaderne,
som tikkende bomber og fjerne motorsave.
Fløjtehønens vældige sang over urskovens kroner.
Sikke dog en masse lyd.

-

Sneen knirker under de slidte sko
granskoven holder lydene væk
kun sporadisk høres den
Sortmejsens melankolske kalden.
De ranke mørke træer råber i den manglende vind
mens et solstrejf mod alle ods
rammer et enkelt træ midt i den mørke skov.
Det lyser
nu råber træerne igen
de råber om stilheden
som en mastodontisk mur af
de fineste dun
holder skoven lydende væk.

Væk fra det svage jeg
og man ser at tanken kommer hjem
pludselig og uden varsel
står den lysende klart i den stille skov
og der kan ikke mere være tvivl
skoven fortæller noget
noget om stilheden
noget om hvor den kan bruges
i et sind så uroligt og trist.

Den føler pludselig på din sjæl
og glimtet fra det lysende træ
din trykken for brystet forsvinder
og da du rejser dig
fra den snedækkede skovbund
kan du igen fornemme dine sanser

og pludselig dufter der så umiskendeligt af kaffe.

Da far var dreng

 

 Jeg sad ofte på mit værelse

ikke af fordi jeg skulle skamme mig

jeg havde det bare godt der

blandt blomsterne på det brune tapet

og mine kapsler

fyldt med cykelryttere

måske var det mine helte 

måske var det bare kapsler?

Jeg tror egentlig ikke jeg havde brug for helte, 

jeg kan kun huske Zoetemelk

jeg troede han hed Sodomelk... Joop!

Men nu har jeg googlet det

han var nok ikke nogen helt

havde bare et sjovt navn

som Ardiles - Foboldspilleren.

Men jeg havde ikke brug for helte

jeg skulle ud hver dag

der var ingen helte

og ingen andre at lege med

men jeg skulle ud, det sagde min mor.

hun gav mig kærlighed.

uden at sige hun elskede mig

men hun gav mig kærlighed, 

fra vinduet i køkkenet kiggede hun ud

ud på mig og på regnen

for jeg skulle ud hver dag,

også når det regnede.

Alt det kom jeg til at tænke på da jeg gik en tur

da jeg så vandet fosse ned af kirkegade

kaskader i regnvejr

små floder

Jeg sejlede med frø fra græsstrå i de floder

hver dag

for det regnede altid og min mor elskede mig.

De forskellige frø havde forskellige former

og frøet fra raj græs var bredt og langsomt i floden

bredt og langsomt

jeg kunne lide det, jeg kunne nå at betragte det

nå at se det også bag mine pandelapper

når det flød stille afsted og de smalle frø fra flyvehavren var væk. 

Så så jeg på det brede frø, når det stødte på en forhindring

når det kom fri igen

et øjebliks krise, mens jeg med min vilje

kunne hjælpe den fri eller lade være

mens jeg sad under min blygrønne regnjakke, 

hørte på regnen, som i et telt

men jeg var elsket og jeg havde magt over græsstrået

og jeg skulle ud og jeg havde tid og jeg var barn og på vej, uden at vide det

og uden behov for helte fordi jeg heller ikke vidste det

og pludselig gik en bogfinke i vandet foran mig

mens jeg sad i mit regnvåde slag af vandtæt polyester.

på hug ved en vandpyt, med en bogfinke efter den havde sunget om regn 

og mor holdt øje med mig fra køkkenvinduet.

Test nummer 280.000

 

Desillusioneret lyser himlen
uden stjernerne
mens vi målrettet
retter vores skyts mod
vores arts chance for overlevelse.

Målrettet tankeløst
pløjes vores sidste bastion
vores sidste tro på håb
ubønhørligt op af håbet om profit
støttet af os selv.

Vi flygter tankeløst mens himlen falder
og vender troen ryggen
mens vi håber på lykken
når nålen bryder huden
til vores næste liv.

Usikkert stiller jeg mig op i køen
Min ømme hals
fortæller at jeg har nået et mål
test nummer 280.000
og alligevel skal jeg dø.

Morgen

Når svalerne lyser som guld

og dampen fra min kaffekop
dugger mine brillers fintslebne glas.
Når føddernes let slidte hud
mødes med trappens natkolde cement.
Når naboen råber over hækken
“Så tar vi på arbejde!”
og disen ligger tungt over landskabet.
Når den kølige morgen
sniger sig ind under trøjen
og jeg kan høre dunkle lyde fra badet.
Når vandet løber i de grå rør
og jeg ved hun er i bad.
Når der pludselig kommer lyde
fra køkkenet og mågerne letter i stilhed.
Når stærene skulder ved skulder
afsøger banen for larver
og smagen fra kaffen virker i mit blod.

Når svalerne lyser som guld.