Før var vi hjemme

Fra cafeen derude skriver min kone

hjem til mig

i min karantæne.

Vi har delt det lidt i mellem os

ufortrødent uanfæktet gør vi som myndighederne siger

hun har lige drukket det sidste af sin Latte

og skriver at hun lige tar

en Muscow Mule med en veninde

inden hun tar bilen hjem

inden hun tar bilen hjem

Jeg tænker en Muscow Mule

hvilken veninde, mon drikker det?

Vi har delt det lidt imellem os

Regeringens anbefalinger, altså.

Hun skriver til mig

i min karantæne,

fra cafeen,

at nu hvor hun er begyndt

at komme mere ud,

så skal jeg huske at være ekstra

opmærksom på vores sorte

Ibenholt dørhåndtag

Jeg må hellere rengøre dem en ekstra gang

en gang til, lidt mere ekstra

hun drikker sgu vodka

tænker jeg, mens jeg finder vores

änglemark rengørings middel frem.

Vi følger dem

retningslinjerne

Vi skal holde den afstand

og jeg har lyst til at give min søn et knus

men hun siger jeg er

i risiko gruppen

jeg risikerer at blive indlagt

ligge samfundet til last

jeg må hellere blive hjemme

Vi skal holde afstanden,

gøre rent og spritte hænder.

Mens vi med den hvide vaskede hånd

bruger løs af vores surt optjente midler.

Vi skal bruge penge!

Tilbage til samfundet

brug nu de penge

sprit dine hænder

hold din afstand

lig ikke nogen til last

det var så dejligt

i to måneder

uden at bruge en klink

jeg savner det egentlig

ikke.

Tanker om et bur

Jeg tænker lidt på grisen

mens jeg står under bruseren

og ser på de grønne håndklæder

der hænger til tørre.

Det er ikke den vilde gris

ikke svinet, jeg tænker på

den har vi jo styr på med hegn

Det er heller ikke de frie grise 

dem der løber på marken

jeg tænker på.

Det er dem vi køber billigt i brugsen

dem vi får vores elskede bacon fra

dem der ligger ryg til steg og

lever til postej

mens de med sele om halsen

prøver at vende sig 

for at se efter de små grise

måske et stejf af glæde.

Så tænker jeg lidt på hønsene

mens vandet drypper fra min næse

og jeg overvejer om jeg 

skal tisse lidt i badet.

Det er ikke den vilde høne 

i de vidtstrakte skove på Borneo

 jeg tænker på 

Det er heller ikke de glade høns 

som skraber i jorden

og bader i støv

Det er dem vi hiver op af køleboksen

unge og fede med fedt på leveren

og billige for forbrugeren

det er dem, der fodres under 

en evig sitrende elektrisk pære

uden fjer og uden jord

Det er dem der skubber 

til en anden, når de prøver at vende sig.

Så tænker jeg lidt på fiskene 

og glemmer at jeg står

under bruseren og sluger lidt vand

det smager af sæbe.

Det er ikke de fisk som svømmer 

frit i havet jeg tænker på

Det er heller ikke floder og søers

vilde fisk fanget af ørnens kløer

jeg tænker på.

Det er de dybtrøde stykker 

af fint skåret laks

hevet op af utallige dambrug 

fyldt til randen med mad og medicin

en umotioneret laks, med farvet kød.

Så tænker jeg på mig selv

i disse tider

isoleret

i bur

og dog i bad

med muligheden for selv at bestemme

hvornår jeg skal have mad

Jeg tænker 

jeg tar en øl i stuen 

efter badet

måske til aften jeg vil gå oven på

se en film eller gå en tur

jeg skal jo nå dagens skridt.

Jeg gik ud

Jeg gik en tur i dag

i mine egne tanker

forbi hjemmet med de gamle

og rækkehusene.

Pludselig stod en bekendt 

han talte til mig

først blev jeg lidt forvirret,

senere glad, 

vi havde jo hækken imellem os.

Vi talte om vejret

om at det blæste og var koldt

hvis man skulle have kaffe i haven

måtte man finde et hjørne med læ

det var svært i vores have sagde jeg

og så grinte vi

men vi havde jo også hækken imellem os.

bagefter talte vi om situationen

om at vi da var heldige

at vi kunne komme ud i haven

for tænk på de stakler på Nørrebro

de sidder jo kun i en lille lejlighed.

Det kunne vi ikke gøre

vi var glade for at bo her

hvor vi havde vores have

og så havde vi hækken imellem os.

vi førte nærmest en samtale, 

lidt lige som i gamle dage

men jeg kunne ikke rigtigt huske

om man talte om andet end vejret

jeg prøvede med at vi skulle huske 

at spritte hænder.

og så der ingen blade var på hækken.

Han sagde at han var lidt bekymret 

bekymret for hans naboer

de var over firs 

og manden havde KOL

nå ja, han nærmede sig jo også selv sagde han, 

han grinede

men han kørte jo varer for apoteket

og konen for brugsen

så det kunne jo ikke nytte noget

han grinede igen

jeg grinede vist også lidt

Jeg tror ikke hækken var af bøg.

Da jeg gik videre

tænkte jeg på kaffe i haven.

Selvportræt

Jeg ligger på sofaen

og betragter min kondicykel, 

den er sort og sølv

og der er lidt støv 

på frontskjoldet

der er lidt støv

lidt støv

lidt sløv

jeg hiver efter vejret

ved godt det er bedst 

hvis jeg sidder på cyklen

men jeg kan mærke den 

udmattelsen

udmattelsen

allerede før jeg er begyndt

mine begrænsede lunger 

skriger på information fra facebook

information

fra myndighederne.

Myndighederne, 

som har lukket Danmark ned

for min skyld

de har lukket Danmark 

jeg er lukket ude,

jeg må ikke komme der 

Danmark er ikke mit 

og alligevel er det for min skyld.

Jeg kan ikke finde ud af 

om de er søde 

Jeg er i tvivl

jeg må ikke komme i brugsen

for min egen skyld

og for sundhedsvæsnet

sundhedsvæsnet

væsnet

uvæsnet

den kommer der også

i sundhedsvæsnet 

og der er ikke værnemidler

kværnemidler

endnu en gang 

i radioen, 

mens jeg ligge på sofaen

fortæller de jer 

hvad I skal gøre for min skyld

Jeg er træt

men ikke skræmt

naturen er her

måske henter den mig.

Helbredelse

 

Med frygten malet i de blege ansigter

poster vi vores surt optjente penge

 i kapitalismens gabende tomhed.

 

Vi håber på en vaccine

Vi håber på en kur

Vi håber på helbredelse 

på frelse 

fra den alt ædende natur.

 

Med den malede frygt lukker vi 

og bruger de sidste timer alene

uden vores nærmeste 

uden dem vi elsker

i et spinkelt håb om at nogen

ser bort fra vores ølsavlende skitur.

 

Vi gemmer os 

fra den frygtelige uven

det frygtelige onde væsen

som har skabt os

som har gjort os 

til den vi er

som vi ikke kan leve uden

Vi gemmer os og ser bort 

bort fra den naturlige sandhed.

Vi håber på helbredelse

Revolution

Jeg ser tilbage over havet

mens stemmerne råber 

råber om hjælp

om forandring

om alle de ting vi har gjort forkert.

Jeg gjorde det i god tro

jeg troede det jeg gjorde var i orden

jeg viste det ikke

men jeg prøvede så hårdt

og dog har jeg fejlet.

Jeg husker tilbage til en 

ikke så fjern fortid

stemmerne var vist de samme

råbte også den gang

men temaet var et andet.

Nu har jeg valgt at blive på land

men jeg går langsomt baglæns

med blikket stift rettet

mod fortidens råb

jeg prøver hæftigt at lære.

Jeg elsker naturen

Jeg elsker naturen

det gør jeg altså

Dens genkendelige puls

dens forudsigelighed.

Jeg elsker når musvågen 

kommer til sin pind

på det aftalte tidspunkt

når brunsten går i gang, 

når vintergækken spirer.

Det sker på det aftalte tidspunkt.

Jeg har ikke haft så meget at sige

i den aftale, 

men jeg syntes det er en god idé

det gør jeg

Jeg kan li' det

det kan jeg altså.

Jeg kan også godt lide Jørgen Leth

eller når min søn taler

ligesom Jørgen Leth

Det er jo ikke det 

det er ikke sådan det skal forstås.

Men der er noget ved

naturens uforudsigelige forudsigelighed

som gør mig glad.

Måske er glad dog ikke det rigtige ord.

Det er jo ikke som 

når en hund ser sin herre, 

det er jo ikke på den måde glad

det er mere som en ro

en ro som ikke findes andre steder

måske har det noget med ordet lykke at gøre

Det er nok mere det

det er det altså.

Men det er også genkendeligheden.

Jeg kender dem alle

jeg kender alle navnene som vi har foræret dem

nogle gange også de latinske 

navne

Det gør mig lidt stolt

ligesom om jeg så får det bekræftet, 

at naturen er mere min

end den er andres.

Det er det jeg kan lide

Det er mig der ejer det hele.

Hele denne herlige oplevelse er min.

Men det er jo ikke fordi 

jeg ikke kender andre 

der også kan lide naturen

det gør jeg

dem kender jeg altså

Men nogle gange kan jeg ikke

huske deres navne.