Jeg sad ofte på mit værelse
ikke af fordi jeg skulle skamme mig
jeg havde det bare godt der
blandt blomsterne på det brune tapet
og mine kapsler
fyldt med cykelryttere
måske var det mine helte
måske var det bare kapsler?
Jeg tror egentlig ikke jeg havde brug for helte,
jeg kan kun huske Zoetemelk
jeg troede han hed Sodomelk... Joop!
Men nu har jeg googlet det
han var nok ikke nogen helt
havde bare et sjovt navn
som Ardiles - Foboldspilleren.
Men jeg havde ikke brug for helte
jeg skulle ud hver dag
der var ingen helte
og ingen andre at lege med
men jeg skulle ud, det sagde min mor.
hun gav mig kærlighed.
uden at sige hun elskede mig
men hun gav mig kærlighed,
fra vinduet i køkkenet kiggede hun ud
ud på mig og på regnen
for jeg skulle ud hver dag,
også når det regnede.
Alt det kom jeg til at tænke på da jeg gik en tur
da jeg så vandet fosse ned af kirkegade
kaskader i regnvejr
små floder
Jeg sejlede med frø fra græsstrå i de floder
hver dag
for det regnede altid og min mor elskede mig.
De forskellige frø havde forskellige former
og frøet fra raj græs var bredt og langsomt i floden
bredt og langsomt
jeg kunne lide det, jeg kunne nå at betragte det
nå at se det også bag mine pandelapper
når det flød stille afsted og de smalle frø fra flyvehavren var væk.
Så så jeg på det brede frø, når det stødte på en forhindring
når det kom fri igen
et øjebliks krise, mens jeg med min vilje
kunne hjælpe den fri eller lade være
mens jeg sad under min blygrønne regnjakke,
hørte på regnen, som i et telt
men jeg var elsket og jeg havde magt over græsstrået
og jeg skulle ud og jeg havde tid og jeg var barn og på vej, uden at vide det
og uden behov for helte fordi jeg heller ikke vidste det
og pludselig gik en bogfinke i vandet foran mig
mens jeg sad i mit regnvåde slag af vandtæt polyester.
på hug ved en vandpyt, med en bogfinke efter den havde sunget om regn
og mor holdt øje med mig fra køkkenvinduet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar