mandag den 18. januar 2021

Stilhed



 Over de dybe regnskove i Peru
svæver Harpy ørnen
stille, højt, voldsomt
under dens vinger, dagsrejser oppe af floden
synger en fugl
nej ikke èn.
Araens skrig, brølabens, myrernes listige fødder,
summen af insekter og cikaderne,
som tikkende bomber og fjerne motorsave.
Fløjtehønens vældige sang over urskovens kroner.
Sikke dog en masse lyd.

-

Sneen knirker under de slidte sko
granskoven holder lydene væk
kun sporadisk høres den
Sortmejsens melankolske kalden.
De ranke mørke træer råber i den manglende vind
mens et solstrejf mod alle ods
rammer et enkelt træ midt i den mørke skov.
Det lyser
nu råber træerne igen
de råber om stilheden
som en mastodontisk mur af
de fineste dun
holder skoven lydende væk.

Væk fra det svage jeg
og man ser at tanken kommer hjem
pludselig og uden varsel
står den lysende klart i den stille skov
og der kan ikke mere være tvivl
skoven fortæller noget
noget om stilheden
noget om hvor den kan bruges
i et sind så uroligt og trist.

Den føler pludselig på din sjæl
og glimtet fra det lysende træ
din trykken for brystet forsvinder
og da du rejser dig
fra den snedækkede skovbund
kan du igen fornemme dine sanser

og pludselig dufter der så umiskendeligt af kaffe.

Ingen kommentarer: