Tilstand

Jeg tar turen
med ben så tunge som bly
Mens regnen usynligt støver min
grønne jakke mørkere.
Den står godt mod himlen - jakken!
Himlen, som afspejler mit humør 

min tro, min fremtid.
Mon den afspejler mine børns fremtid?
Kampen er blevet permanent
En verden i mod forandring
og jeg ønsker forandring
For mine børns skyld, for naturens og for livets
Livet uden for hjulet af skyld og penge
Livet som udtryk for den slags kærlighed
som udtryksløst smelter alle bjerge
og brænder alle skove
den efterlader dig forsvarsløs tilbage
med sod på fodsålerne og på ryggen,
mens du prøver at tænke de tanker
du før har tænkt, men ikke orker lige nu
Hvor du er så fyldt og afsondret

Jeg trænger til et bur
Hvor jeg kan låse mig inde
Hvor jeg kun har min egen verden
Hvor ingen blander sig, eller tænker på at lukke mig ud

Alligevel flytter jeg mine tonstunge ben
De laver huller i asfalten, hvor blomsterne spirer.